Det er svært at bryde en vane – det ved alle. Og især vaner omkring maden vi spiser. Vi kan godt lide de ting vi har spist tidligere – nye ingredienser, nye måder at tilberede mad, nye krydderier – alt tager tid, før at blive accepteret. Mange ældre mennesker ved, at grøntsager er godt for deres sundhed, men at skifte flæskestegen ud mod ærter, bønner, nødder, frøer og sojabaserede produkter er ikke ligefrem det, der står højst på listen.

Hvordan vil forandringen ske? Hvordan vil jordens beboere holde op med at skade planeten, dyrene og deres egne kroppe med al den kød, som ikke befordrer livskraft, helse og velvær for nogen?

Her får I en lille historie:  (den er ”based on a true story” – jeg kender selv damen)

Der var en ældre dame, hun var 84 år gammel og havde en datter på 53 år. Damen havde også nogle børnebarn i teenagealdren og nogle andre, der var op over de tyve. De skulle holde jul sammen. (Det her skete før Coronaens tidehverv, hvor familierne godt kunne samles omkring juletræet.) Nu opstod et problem: hvad skulle de spise? Børnbørnene var blevet veganere alle sammen! Moren blev jo nødt til at spise sammen med sine børn, men hun syntes al den nye mad og madlavning var noget vrøvl. Alt skulle vendes på ende! Mormoderen, på sin side, syntes det hele var spændende, men var trods alt 84 år gammel … 

Så kom julen. Lidt sne over markerne. Gnistrende lys i alle huse. Julefreden var begyndt at melde sig. Nåh ja, ikke helt hos vores familie. De yngste børnbørnene kunne bedst lide at pille på deres smartphones, de ældre havde mange meninger om maden, der skulle laves (men ikke ret stor viden), moren var træt af alt og mormodern sat og strikkede i sin yndlings-lænestol.

Mormoderen var en klog kvinde. Hun bad de unge at søge lidt efter opskrifter på deres mobiler – og ind i hendes stue dansede den ene opskrift efter den anden frem. Hun satte en plade på, med Bing Crosbys julesange, og gik i gang. Moren fik gå at hvile lidt (hun havde haft travl på sit arbejde lige op til rejsen og trængte virkelig til lidt afslapning). De andre sang, lavede julemad og grinede sammen.

Bordet blev dækket. Det så lidt anderledes ud end det plejede, men uhh, så godt det smagte! Mormoderen blev helt fascineret af smagerne, børnebørnene spiste grøntsager som aldrig før og moren blev nødt til at erkende, at hun aldrig før havde haft det så godt i maven, efter en julemiddag. Hun kunne også mærke en forskel i sine led. De smertede mindre.

Da jeg et halvt år senere mødte moren i gaden, udenfor Fakta i Herlev, helt oppe ved Hjortespringvej, kunne jeg næsten ikke genkende hende. Hun havde tabt sig, 15 kilo havde fløjet væk, hun så glad og levende ud, som aldrig før: ”Ja”, sagde hun, ”jeg vil aldrig mere købe en flæskesteg. Jeg har været til kursus i madlavning for begyndende vegetarer, og lært en hel del. Og alle mine smerter er væk! Det er næsten for godt til at være sandt”, sagde hun og lo. ”Og min mor – hun er helt forgabt i dette nye, hun afprøver nye opskrifter hver dag, laver anmeldelser til mine børn, og får dem til at eksperimentere i køkkenet. Vi er blevet en helt ny familie! Hun siger desuden, at hun aldrig nogensinde kunne finde på, at slå et dyr ihjel. Hvorfor skulle hun da blive ved med at spise dem?

Jeg tog nogle dybe indåndinger og sagde: ”I er blevet et forbillede for mange! 

Det korte af det lange er: de unge give os af sit engagement, og de kan smitte af på os ældre. Det er ikke så svært. For kloden, for dyrene og for din egen sundhed!